Nyhedsbrev





   
 

  

Iskias-problemer!

   
 

Iskias er navnet på kroppens største nerver. De udspringer fra hver lænd og går ned gennem baller og ben, hvor de forgrener sig til læg og fod. På det tykkeste sted, har de en diameter på størrelse med en lillefinger.

I daglig tale bruger vi imidlertid iskias som en fællesnævner for smerter, der trækker fra lænden eller ballen ned gennem benet og ud i foden eller tåen. Smerten stråler ofte fra bag på låret, i knæhasen, læggen eller hælen. Smerterne vil nogle gange blive værre, når man ligger på ryggen og en anden person løfter ens ben strakt.

Iskiasproblemer skyldes i langt de fleste tilfælde problemer i led og muskler. Symptomerne vil typisk ændre sig afhængigt af hvilke bevægelser, man laver, eller hvilke stillinger man indtager. Det er fx meget almindeligt, at det gør mindst ondt, når man går og mest ondt, når man sidder.

Iskias-smerter kan også skyldes problemer i hofte eller knæ. Diskusprolaps eller forstadier til prolaps i lænden kan også ofte give iskias-smerter, men i disse tilfælde er smerterne tit værre i ben end i lænd. Stenose - forsnævring i lænden som påvirker rygmarven eller nerven der forlader ryggen - kan også give iskiassmerter. Stenose optræder oftest hos mennesker over 50 år.
 
Muskelspændinger i lænd og balle kan også påvirke iskiasnerven, så man får symptomer ned i benet.  I mange tilfælde skyldes iskias en kombination af problemer i flere forskellige led og muskler.

Hvordan føles iskias?

Da iskias kan have mange årsager, er der også flere måder, symptomerne viser sig på. Skyldes problemerne fx en diskusprolaps i lænden, vil det typisk medføre at refleksen i højre hæl er væk, at følesansen på ydersiden af højre fod er nedsat, og det kan være svært at komme op på tæerne på højre fod. Tit oplever man en isnende, brændende, prikkende eller sovende fornemmelse.

Skyldes problemerne en forsnævring i lænden, vil man ofte opleve en følelse af træthed og svaghed i ryggen og benene. Man kan også opleve føleforstyrrelser, nedsat muskelkraft og smerter i benene. Symptomerne forværres, når man har gået og aftager igen efter, at man har holdt hvil.
 
Fungerer samspillet mellem muskler og hofteled ikke optimalt, vil det ofte gøre ondt, når man går, især når man går på et hårdt underlag. Man kan også opleve smerter, når man skal stå i længere tid, eller hvis man ligger på den dårlige hofte. Smerten føles tit i lænden eller hoften og stråler nogle gange ned gennem lysken og låret til knæet.
 
Symptomer fra knæet kan trække både højere op og længere ned i benet. De forværres tit, når man sidder på hug, går på trapper eller rejser sig efter at have siddet længe. Det er generelt godt for knæene at cykle og svømme.

Behandling af iskias-smerter

Som i så mange andre tilfælde, er det vigtigt at behandle årsagen og ikke symptomerne. Symptomerne kan lindres ved akupunktur, zoneterapi og Body sds-massage, men det er også vigtigt, at man optræner de muskler og led, der er årsagen til smerterne, fx gennem svømning, cykling eller særlige øvelser.

 

   
 
Kropsinstituttet - Studiestræde 14A, 2 sal - 1455 København K - T: +45 51 16 18 16 - Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den