Spis mindre - lev længere

400 år før vores tidsregning udtalte Hippokrates disse vise ord: ”Døden sidder i tarmen, og dårlig fordøjelse er roden til alt ondt.”

70-80 % af dit immunforsvar sidder i tarmen, så hvis fordøjelsesprocessen ikke forløber optimalt pga. et for stort og forkert madindtag, svækkes immunforsvaret, og der vil i det varme, fugtige tarmmiljø dannes toksiner (giftstoffer), som trænger ud i blodet og forgifter din krop. Denne overbelastning kræver oceaner af energi, og hvis den sker dagligt gennem hele dit liv, vil det tære gevaldigt på din krop både indvendigt og udvendigt.

Med et mindre madindtag sparer du din krop for unødvendige energiprocesser, og den smukke bonus, du modtager til gengæld, er en senere aldring samt en meget højere chance for et sygdomsfrit og langt liv.


Hvad kan du opnå ved at spise mindre?

  • En længere levetid
  • Et mere ungdommeligt indre og ydre
  • En lavere kropsvægt samt en lavere fedtprocent
  • Et mindre aldersrelateret muskelsvind
  • Ingen sukkersyge
  • 50 procent mindre risiko for at udvikle hjerte- karsygdomme
  • 50 procent mindre risiko for at udvikle cancer
  • Mindre hjernesvind i takt med alderen

Tre gange så lav risiko for at udvikle aldersrelaterede sygdomme



Gode råd til et mindre madindtag

  • Tænk på, hvor lille din mavesæk i virkeligheden er. Den er på størrelse med et voksent menneskes knyttede hånd. Det er alt. Forestil dig så, hvor svært det er for din mave og hele dit system at håndtere de store mængder mad, du normalt indtager, og servér derefter din mad i en portion, hvis omfang svarer nogenlunde til din maves naturlige størrelse
  • Servér din mad på en mindre tallerken, derved ser den ud af mere, og du spiser mindre
  • Spis langsomt og tyg din mad godt
  • Vent lidt, inden du tager portion nummer to. På denne måde når du at mærke mæthedsfornemmelsen og vil ikke længere have så stor en trang til en portion mere
  • Tag en fastedag ind i mellem og giv din krop en velfortjent pause

Comment