Meditationslærer Henning Daverne

"For mig handler sundhed både om kost, træning og at lave det, man elsker"

 

Henning Daverne, 49 år, underviser i meditation og selvudvikling, så det er naturligt at leve sundt, spise grønt og træne – men for ham handler sundhed lige så meget om at være glad for det, man laver. Her fortæller meditationslæreren om Den Sejeste Suppekur og en fremtid med mindre stress.

 

Henning Daverne, 49 år, lever af at undervise andre i meditation, mindfulness og selvudvikling, så det er helt naturligt for ham at gå op i en sund livsstil med masser af grønt og træning. Men han har også fundet ud af, at det ikke er nok.

"Jeg er blevet meget opmærksom på værdien af at lave det, man elsker. Fordi det ofte er der, man har mest energi og glæde forbundet med at leve livet. Hvis man laver noget, man kan lide at lave. Hvis man ikke trives med sit arbejde, kan man blive meget negativ, og selvom det ikke er uvigtigt at spise sundt og træne, er det lige så vigtigt at have hovedet med sig," forklarer Henning Daverne, der af samme grund heller ikke længere går så meget op i forskellige kure.

Han har qva sit arbejde prøvet de fleste af dem, lige fra udrensninger til kure og faster, men han er også blevet meget bevidst om den indbyggede fælde:

"Det sværeste er jo ikke at holde en kur, men at holde ved den sunde livsstil i mange år. Jeg er nået dertil, hvor jeg lægger mere vægt på en sund livsstil end på kure. Men da jeg hørte om Den Sejeste Suppekur, blev jeg nysgerrig, for den lyder spændende, og jeg kan sagtens forestille mig at tage en suppedag en gang imellem for at give systemet ro," siger Henning Daverne.

 

7 dage på suppekur

Sidste år prøvede Henning Daverne Den Sejeste Suppekur i 7 dage, og selvom han lever sundt i forvejen, kunne han sagtens mærke det på sin krop.

"Jeg havde ingen mål om at ville tabe 3 kilo eller få mere energi, og jeg rejser hvert år i en måned, hvor jeg mediterer og faster, så det er ikke problematisk for mig at undvære noget, så længe jeg er mentalt indstillet på det. Men jeg oplevede udrensningssymptomer som træthed og hovedpine den første dag. Jeg kom dog uden problemer igennem, selvom jeg træner fem gange om ugen," fortæller Henning Daverne, der var vild med supperne, som både holdt ham mæt og passer rigtigt godt til det kolde Danmark, mener han.

Selvom Henning Daverne ikke er til kure, synes han, at Den Sejeste Suppekur er en rigtig god måde at kickstarte en sundere livsstil, og han vil fortsætte med at spise dem som supplement til sin øvrige sunde kost.

"Vil man gerne i gang med en sundere livsstil, vil suppekuren være en god start. Man kan få nogle hurtige resultater, og det skaber motivation. Det er sværere at være motiveret, hvis der ikke rigtigt sker noget. Et tilrettelagt program, mere energi og vægttab kan være netop det, der motiverer til at fortsætte en sund livsstil efter kuren."
 

Sundhed er balance

For Henning Daverne er det ikke kun grøntsager, supper og træning, der er lig med sundhed. Endnu vigtigere er det, at vi ikke stresser rundt 24-7, men finder en balance, som giver os overskud, glæde og energi.

"Jeg arbejder meget i virksomheder, hvor jeg oplever en del stress, som er generelt for verden i dag. Det digitale overload, som vores travle' altid-online-moderne-livsstil' skaber, giver os mentalt stress – alting går så hurtigt. De fleste er landet i en form for grænseløst arbejdsliv, hvor man altid lige kan svare på en mail, tjekke SMS og Facebook. Derfor får vi ikke den afveksling mellem stress og afslapning, som vores krop og nervesystem har brug for," mener Henning Daverne og uddyber, at meditation og mindfulness kan give os en forbedret koncentration, mere glæde og mindre stress, men det kan også i fremtiden blive en del af en livsstil, hvor det handler om at skabe balance døgnet rundt.

"I fremtiden nytter det ikke, at vi bliver ved med at skille vores liv op i flere dele, i privattid og arbejdstid – alt er jo din egen tid, du er med i alt, uanset hvor du er. Hvis man bliver god til at være opmærksom på sin krop og sit sind, kan man være i balance, både når man har fri, og når man er på arbejde," mener Henning Daverne, som bl.a. også underviser virksomheder i 'work-zen' med teknikker og strategier til at finde balancen i en travl hverdag.

 

Ok at fejle

Når vi presser os selv fysisk og mentalt, er det lig med stress, men det kan vi godt tåle, understreger Henning Daverne. Vi kan føde, gå i krig og løbe et maraton, og alle dele kræver en tilstand af stress. Men nervesystemet er delt op i to dele, sympatikus og parasympatikus – den ene er 'fight and flight', en tilstand af anspændthed og fare på færde, mens den anden står for restitution, fordøjelse og afspændthed.

"Hvis vi befinder os for meget ovre i den anspændte del, kan det ende i udbrændthed, men hvis vi er i balance mellem de to dele, sker der ikke noget ved det," siger Henning Daverne, der også mener, at alle vores vaner, både i forhold til at spise sundt, træne og meditere, handler om forberedelse og prioritering. Man vågner ikke bare op en dag og beslutter sig for at tabe sig, gå på suppekur eller meditere.

"Man har tænkt længe over det, og denne mentale modning kan tage en uge eller et år, men den er vigtig, da det er nemt at fejle, når man ikke har forberedt sig eller indstillet sig på det – som når man skal på fastekur og 'undvære' nogle ting, det går meget nemmere, hvis man på forhånd har forberedt sig mentalt på det," siger Henning Daverne, og fortsætter, "men fejl er også noget, vi kan lære af. Fejl er en naturlig del af alle forandringsprocesser, og hvis du begynder at acceptere det, kan du begynde at lære fra dine fejl og planlægge anderledes i fremtiden. De største successer kommer ved at blive ved og ved, trods perioder med tilbagefald," slutter Henning Daverne, der anbefaler meditationsbegyndere og andre interesserede at starte med at prøve nogle af de mange gratis apps om meditation – og herunder kan du læse mere om hans kommende workshop, hvor du kan blive klogere på spirituelle principper og meditationsteknikker.


Bliv klogere på meditation

I weekenden 27.-29.januar 2017 afholder Henning Daverne workshop i Idrættens Hus i Brøndby (Being Limitless), hvor han har inviteret den indiske guru Ananda Giri til at undervise i en række spirituelle principper og kraftfulde meditationer. I ugen op til holder Speakers Club også flere korte foredrag om meditation. Køber du billet til workshoppen, får du – eksklusivt som læser af Kropsinstituttets nyhedsbrev – alle tre foredrag gratis (værdi 450 kr. pr. stk.).


Comment