DAGBOG FRA SRI LANKA

DEN ULTIMATIVE YOGA- OG MEDITATIONSREJSE

GODMORGEN MED KOGT VAND OG HONNING

Det ringer på min dør og klokken er 7.30. Der står en storsmilende tjener med et stort glas kogt vand med honning og lime. Det skulle efter sigende være det bedste middel mod vægttab. Jubii. Det er hermed taget til mig! Jeg drikker det med stor velbehag i min seng og vågner stille og roligt op til en ny dag i "helseland".

Dagen starter med at lave De 5 Tibetanere, og så er jeg i gang. Det får pulsen op, og jeg kan mærke, at jeg er ude af form på alle måder. Men Martin er god til at undervise og motivere mig til at fortsætte.

Min morgenmad vælger jeg at få på restauranten. Der bliver serveret forskelligt lækkert frisk frugt og en friskpresset papajajuice og dejlig udrensende urtete. Alt har en helt anden lækker smag her på Sri Lanka. Det minder mig på ingen måde om tør grøn te eller andet helseflip, som jeg kender hjemmefra. Jeg er helt vild med den lille mørkebrune friske "sukkerknald", der altid følger med urteteen. Den er sød og alligevel helt rå og frisk. Uhm.

Efterfølgende får jeg serveret kogte kikærter med friskrevet kokos. Jeg må stoppe halvvejs – jeg er fuldstændig mæt. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle på sultekur? Nej, tværtimod.

Kl. 09.30 ringer det på min dør i min villa. Denne gang er det en lille ældre Herre, Dr. Arnand (Hr. Altid Lykkelig) siger han og smiler over hele ansigtet. 
Det er tid til dagens konsultation. Min puls er på 72, som er helt perfekt og et blodtryk på 90/50 – lavt som altid.
Dr. Arnand kigger lidt på mig over brillekanten og ser spørgende ud. Han forstår ikke helt, hvordan jeg har kunnet leve med alle mine skavanker uden 
at gøre noget ved det i alle de år. Han aflæser min tunge, ser dybt i mine øjne og planlægger dagens program. 
Her fra morgenstunden skal jeg have 3 behandlinger igen!

Olie, ansigts- og hovedbundsmassage efterfulgt af en helkropsmassage og til slut en helt ansigtsbehandling til at afrense min hud. Min hud mangler glød, mener Dr. Arnand. Han vil også have mig på en grundig Detox, hvor vi starter med at udrense min tyktarm. Det skal foregå med forskellige urter, som jeg skal drikke flere gange dagligt. Det smager på ingen måde grimt. Han mener også, at akupunktur vil være godt for mig. Jeg har besluttet mig for at hengive mig til eksperterne og følger bare med. Jeg går "all in"! Jeg vil have fuld valuta for pengene, nu jeg er kommet på Power Retreat.

Det er "hårdt" at ligge 3 timer på en knaldhård massagebriks. Jeg kan mærke min stivhed i kroppen og samtidigt kan jeg mærke, det gør noget godt for mig. Det er skønt med al den varme olie. Alle olier er nøje afstemt efter lige præcis min kropstype og skavanker. Første vigtige opgave er, at få stressen ud af kroppen hos mig. Stress er meget syreophobende og skal gerne ud sammen med de andre affaldsstoffer under mit detox forløb.

Tiden løber af sted. På en måde føles det som om, at alting står stille. Klokken er hurtigt 13.00, og frokosten får jeg serveret i min villa. Jeg føler mig som en dronning. I dag får jeg serveret en slags persillesalat med rå løg og nogle små underlige olivenlignende frugter. Spinatsuppe med masser af hvidløg. Hovedretten er lidt kogt hvid fisk og brune ris med dampede grøntsager. Den eneste grøntsag jeg umiddelbart genkender, er det lille stykke tomat der ligger til pynt. Alt smager herligt, og igen må jeg lade noget stå, fordi jeg simpelthen er mæt.

Forskellen har jeg ikke gennemskuet endnu. Jeg plejer meget sjældent at føle mig sådan rigtig mæt derhjemme. Jeg må finde det svar under mit ophold! Et måltid afsluttes altid med lidt blandet frisk frugt til dessert.

Jeg gik en lang tur ved stranden, som ligger få 100 meter fra resortet. Stranden er øde og på ingen måder turistet. Jeg møder kun 2 lokale forelskede par. I dag er der en del vind og bølgerne minder mig lidt om Vesterhavet. Den lokale busstation ligger også på stranden. Det bliver spændende at se, hvordan her ser ud om 20 år? Er der så caféer, natklubber og neonlys med Starbucks og McDonald´s over alt? Eller kan det bevare sin lille lokale atmosfære? Lige nu nyder jeg, at alt er uspoleret.

Kl. 15.30 fik vi en times undervisning i Ayurveda af Dr. Altid Lykkelig. Det er super spændende og faktisk overbevisende logisk. Ayurveda er sanskrit og betyder "Livets videnskab". Det bygger på en mere end 5000 år gammel viden og tradition, som er gået i arv og dermed viderebragt i generationer. Der behandles udelukkende med naturmedicin.

Der er et fast behandlingsforløb: 1. Udrensning. 2. Genopbygning. 3. Styrkelse.

Du er, hvad du spiser, siger Dr. Arnand. Hvilket jo nærmest er en selvfølge og virker helt logisk på mig. Hvad kan jeg forvente, hvis jeg blot fylder mig med kød, hvidt brød, sukker, kunstige farvestoffer og kemikalier dagen lang? Dyrlæger sørger altid for, at give dyr den rigtige føde som det første led i en behandling, hvis der er sygdom. Hvorfor har vi helt glemt den naturlige og snusfornuftige del af livet i den Vestlige verden? På en måde er det rigtig skræmmende, som Dr. Arnand siger: Mad gør dig syg, eller mad gør dig rask!

Min første huskeregel, som jeg skal have med mig i dag er: Spis ALDRIG kød eller fisk sammen med mælkeprodukter (mælk eller surmælksprodukter)! ALDRIG gentager Dr. Arnand alvorligt. Han giver mig en opskrift, som jeg skal tage med mig hjem og bruge – især om vinteren:

  • 2 del korianderfrø
  • 1 del knust ingefær
  • 1 del kommen

Alt knuses let i en morter til det er groft pudder. 2 tsk. af pulveret kommes i kogende vand og koges videre et par minutter. Det hele filtreres og drikkes med lidt økologisk bihonning. Det er et mirakelmiddel til en god fordøjelse.

Dr. Arnand forklarer mig, hvor vigtigt det er for kroppen at blive afgiftet mindst et par gange om året. I Ayurvedisk tradition bruger de urter til at drikke, afbalanceret kost efter kropstype og to vigtige behandlingsformer:

Næseskylding og lavement. Begge dele gives både med kogte urter eller varme olier. Og det kommer vi til én af dagene, siger Dr. Arnand beroligende. Hm... tænker jeg og er lidt spændt på hvad denne tur udvikler sig til? Jeg kan mærke, at jeg har en smule hovedpine og ved, at det er fordi, jeg er godt i gang med at udrense allerede.

Ayurveda har nogle grundlæggende principper, som de anbefaler at få implementeret i hverdagen, for at opretholde balance i kroppen:
 

  • Bruge tungeskraber til at rense din tunge hver eneste dag morgen og aften.
  • Drik aldrig til måltiderne, men første efter maden. Og drik aldrig iskolde drikke. Drik gerne lunken vand.
  • Start altid dagen med et glas kogt vand for at sætte gang i fordøjelsen.
  • Vaske dine fodsåler inden sengetid.
  • Kom et par dråber olie på issen inden sengetid.
  • Lev et liv, hvor der er en sund balance mellem aktivitet og hvile. Gerne med yoga og meditation.
  • Gerne afføring 2-3 gange dagligt.


Ayurveda er en kæmpe videnskab. At uddanne sig til Ayurvedisk læge tager 5-7 år på universitetet og anses som mindst lige så vigtigt som vestlig medicin.

Jeg får virkelig lyst til at lære meget mere om dette emne og glæder mig til at få nogle af principperne ind i min hverdag.

Kl. 17.00 er det igen blevet tid til yoga med Saraath.

Her til aften føler jeg mig meget mere rolig, positiv og afslappet sammenlignet med i går. Jeg har kun taget mig selv i, at tænke på arbejde en enkelt gang i dag, mens jeg har ligget og solet i min gårdhave med en god bog.

Kl. 18.30 er det blevet tid til aftensmad. Lidt grønt salat, en meget velsmagende suppe, lidt brune ris og kogte grøntsager og afslutningsvis frugt. I dag er der ingen sovser som i går, men Dr. Arnand sagde godt nok også i dag til undervisningen: Ved udrensningen fjerner kokken en enkelt ting fra tallerkenen pr. dag. Jeg slutter selvfølgelig med den skønne varme te.

For dig der læser dette, lyder det måske utroligt, men tiden flyver faktisk af sted. Jeg er helt afslappet og tænker maksimum 1 minut fremad. Det kaldes vel at være i Nu´et? Jeg læser, skriver lidt, sover lidt og nu er det allerede blevet sengetid. Jeg elsker at gå i seng kl. 22.00. Det er mig eget personlig skønheds- og helseråd, som jeg er blevet dybt afhængig af de seneste år.

Så godnat herfra og tusind tak for en fantastisk dag. Jeg glæder mig allerede til i morgen.

 

DAGBOG FRA SRI LANKA
 

 UGEN INDEN AFREJSE

 DAG 1

 DAG 2

 DAG 3

 DAG 4

 DAG 5

 DAG 6

 DAG 7

 

JEG VIL GERNE VIDE MERE OM TUREN TIL SRI LANKA

Navn *
Navn